 |
|
|
 |
|
Årene i Brunsmose og Flemløse.
Født 24. januar 1958, i Brunsmose ved Flemløse på Fyn.
Mor: Kirsten Stougaard - Far: Ukendt
Døbt 4. april 1958 i Flemløse Kirke.
Fik navnet: Flemming Lykke Stougaard.
Min gudmor var Karen Madsen, min mors moster.
Min mor giftede sig i 1959 med Villy Nielsen, som jeg altid har betragtet som min far, og altid har følt som værende min far.
Mine morforældre, Margrethe og Karl Stougaard, havde ingen børn, men havde adopteret min mor. Hendes fødenavn er Kirsten Pio, og hun er måske barn eller barnebarn af skuespilleren Elith Pio.
Hun var meget ung, da jeg blev født, og da hun samtidig var ugift, var det dengang lidt af en skandale i familien. Bl.a. blev min morfar så fortørnet, at han meldte sig ud af Flemløse Sangkor, som han ellers havde været medlem af gennem flere år. Han blev dog senere medlem igen, da al virakken havde lagt sig.
Et par år før jeg blev født havde min mormor og morfar mistet en lille plejedreng, som de havde boede. Hans mor, som var datter af min mormors søster, ville pludselig have ham igen. Denne begivenhed, sammen med min mors unge alder, gjorde, at da hun blev gift og flyttede i hus med min "nye" far, blev jeg boende på gården i Brunsmose, hos mormor og morfar. Og der havde jeg en god, tryg og dejlig opvækst.
D. 27. august 1960 fik mine forældre endnu et barn: Min lillesøster Karen Margrethe, som vi nærmest altid bare har kaldt Søster. Hun boede i huset i Høed, sammen med vore forældre, kun tre kilometer fra hvor jeg boede.
Mine legekammerater i disse år var nabobørnene fra de omkringliggende gårde. Især Marianne og Jørgen Hansen og Hanne og Hans Vestergaard legede jeg meget med, men der var flere andre.
Jeg startede i 1. kl. på Flemløse Skole i sommeren 1965, og min klasselærer var frk. Rude. Som i øvrigt hed Gerda til fornavn, men da vi skulle i 3. kl. fik vi ny klasselærer, hr. Hinge, som fulgte os til vi var konfirmeret. Jeg var vældig glad for dem begge to, og jeg havde let ved tingene. Mine karakterbøger fra den gang er fine, men jeg husker ikke de år som specielt gode. Kun få af klassekammeraterne blev mine venner, Lars og Hans Erik og Marianne hjemme fra Brunsmose, og det er så nærmest det. Har aldrig savnet den skole, og der har et par gange været indkaldt til jubilæer, men jeg har aldrig taget med.
I 1967 startede min søster i samme skole, og året efter kom vores lillebror, efternøleren Karl Erik til verden d. 14. marts.
I fritiden var jeg bl.a. medlem af FDF, under ledelse af Herluf Hansen, som også var min sløjdlærer, og en overgang Karens klasselærer. Han havde også været lærer for mor flere år forinden. Med ham var vi hvert år på FDF-lejren Hovborg på Langeland. Nogle dejlige ture, med orienteringsløb, lejrbål og sange fra "March og Lejr"-sangbogen.
Vi legede meget i skoven bag gården, og på bakken bag skoven. Her kælkede vi også om vinteren. Og ude på mosen løb vi på skøjter. Engang gik jeg igennem isen, og dagen efter skulle Marianne "lige hen og kigge" på hullet, og røg også i. En skræmmende oplevelse, som betyder at jeg den dag i dag stadig lider af en frygtelig vandskræk.
Det var på biblioteket på Flemløse Skole, at min store interesse for bøgernes verden startede. Jeg har lige siden mit første lånerkort slugt bog efter bog, og kan huske at jeg på en enkelt uge nåede op på, at have lånt og læst 11 bøger. Interessen har fulgt mig hele livet, og jeg læser stadig hver dag, især romaner, men også biografier og historiske værker har min bevågenhed.
Min anden store lidenskab, musikken, startede også i disse år. Lidt som udøvende "kunstner" på blokfløjte, men absolut mest som lytter. Da jeg opdagede, at der fandtes hitlister i radioen, åbnede sig en fantastisk verden for mig. En verden som jeg stadig nyder, og absolut ikke kunne leve uden. Jeg kan huske, at den første hitliste jeg hørte, vistnok med Jørgen Mylius (som ikke brugte "de" i navnet dengang), havde en tysk melodi på 1.pladsen, nemlig "Schön ist es auf der Welt zu sein" med Roy Black & Anita. Min musiksmag har med årene spredt sig, så den favner vidt, fra dansktop til rock, fra klassisk til dance, men absolut med Pop som overskrift. Kun jazzmusik har aldrig sagt mig noget.
Morfar blev syg i november 1969, det startede med et anfald af nyregrus, og så gik tingene pludselig stærkt. Han blev indlagt på afd. Y, på Sct Josephs hospital i Odense, hvor det blev konstateret, at hans nyrer ikke fungerede. Han blev derfor dialysepatient, hvilket dengang ville sige dialyse hver anden dag i ca. 10 timer. Det var en stor omvæltning for familien, bl.a. fordi han jo ikke længere kunne klare gården. Dyrene blev solgt (undtagen de forbandede høns. Hvor jeg dog hadede at muge ud ved dem), og markerne blev forpagtet af min mors fætter, Poul Erik Berg, som på det tidspunkt var storlandmand på de kanter.
Lige før julen 1970 blev morfar nyretranplanteret, han fik en nyre fra en trafikdræbt 8-årig pige, og han fik det betydeligt lettere. Han skulle ikke mere i dialyse, men kun til kontroller. I julen 1971 blev han dog dårlig, og blev indlagt igen. Han kom ikke hjem igen, og døde d.12.marts 1972.
Jeg blev konfirmeret d. 16. april 1972, men festen blev udsat,da det var ganske kort efter min morfars død og begravelse. Men fest blev der, og den blev holdt i Køng Forsamlingshus, som i mange blev "stedet" hvor vores familie holdt fester, og kom til mange ting.
Gården skulle nu sælges, og min mormor solgte den til Swarfega-manden, Svend Erik Sørensen. Også min forældre solgte huset i Høed, og d. 15. november 1972 flyttede vi allesammen ind på Pilevænget 3 i Glamsbjerg, i et nybygget hus med 2 lejligheder.
Jeg var allerede startet i realen på Vestfyns Gymnasium om sommeren, og min søster skiftede til Glamsbjergskolen. Karl Erik var endnu ikke begyndt at gå i skole.
Den unge mand, som i 1958, var skyld i skandale i familien.
Realen, handelsskolen og læretiden.
Jeg startede i realen på Vestfyns Gymnasium i august 1972, og dermed blev jeg en af de sidste, som fik denne eksamen. Da vi var nyudsprungne realister i 1975 blev realeksamen afskaffet.
Tiden i realen er den jeg husker tilbage på med størst gru. En masse nye kammerater og lærere, med et pensum, som pludselig var meget sværere, end det vi var vant til. Men jeg klarede mig udmærket, og især i sprog fik jeg rigtig gode karakterer. Nære kammerater fik jeg aldrig i denne klasse, hvor nogle meget stærke typer dirigerede slagets gang. De to jeg så mest i fritiden, Jesper og Morten, var i virkeligheden ikke nogen, jeg havde noget tilfælles med, men vi havde det nu meget sjovt alligevel. Efter skoletiden har vi intet set til hinanden.
Hjemme på Pilevænget havde far fået nyt arbejde, og arbejdede nu på skiftehold på Glamsbjerg Ostefabrik, hvor han blev til han gik på pension, og mor begyndte at arbejde i Moses Gartneri. Mormor gik hjemme i sin lejlighed, og havde os alle til kaffe og snak på skift. Hun blev et omdrejningspunkt, ikke bare for os, men også for mange af naboerne og deres børn, som alle også kaldte hende mormor.
For at tjene lidt penge, havde jeg i et par år en avistur med Fyens Stiftstidende, som senere gik i arv til Karen, og jeg var også i et par sommerferier ansat i Moses Gartneri.
Jeg begyndte at gå i ungdomsskole, ganske kort i Glamsbjerg, og så ellers i Tommerup. Her var jeg bl.a. med på et fotohold, men det blev dramaholdet, der fik min store interesse i årene fremover. Jeg havde lavet skolekomedie i Flemløse Skole, men her blev det til rigtige stykker, med en dygtig instruktør, og vi lavede bl.a. Holger Drachmanns "Der var engang", hvor jeg spillede prinsen af Danmark, som sammen med Kasper Røghat, går så meget igennem inden han til sidst får prinsessen af Illyrien. Det var i denne dramaklasse jeg mødte Majken, som spillede fadebursternen, og som blev min første ungdomskæreste. Hun boede i nærheden af Vissenbjerg, så vi havde lidt langt imellem os, og sås derfor ikke så tit, og efter et par år løb det lidt ud i sandet. Senere, på en hyttetur med ungdomsskolen, mødte jeg så Hanne. Hun var en skæg og sjov pige, som jeg desværre ikke kendte så længe, vi boede nok også for langt fra hinanden.
Efter realeksamen begyndte jeg på Handelsskolen i Assens, på den sproglige linie. Her fik vi helt nye fag, som f.eks. maskinskrivning og stenografi, og en masse engelsk- og tysktimer. Sproglige linier tiltrækker tit flere piger end drenge, og vi var da også kun to drenge i klassen. Den anden var Søren, som jeg i dette år havde en masse sjove oplevelser med. Han lærte mig bl.a. at spille strip-poker, som vi spillede med en pige der hed Ingrid, som også boede hjemme på Pilevænget. Han var en meget lattermild og skæg fyr, og allersjovest havde vi det nok, da vi med klassen, og to lærere, drog til London i december 1975. Det var en fantastisk tur, vi havde det allesammen så sjovt, og så fik man lov at opleve den helt utrolige storby, som London jo er. Jeg mistede min hjerte til byen, og har været der flere gange senere.
Vi så alle seværdighederne, vi julehandlede, og hyggede på værelserne, vi tog på pubber og vi var til koncert. En fantastisk én, med Moody Blues i Royal Albert Hall. Turen rystede klassen godt sammen, og det år er absolut mit bedste skoleår.
Vi skulle i erhverspraktik, og jeg ville gerne i boghandel, så jeg kom til Glamsbjerg Boghandel, hos Doris og Ole Jakobsen. Jeg havde i realen været i praktik hos Sahlertz radio i Odense, men havde tilbragt hele ugen med at lave ingenting.
I Glamsbjerg Boghandel kom der andre boller på suppen, jeg blev såmænd sendt nærmest direkte ud og ekspedere med det samme. Jeg elskede den uge, og spurgte dem, om det ville være muligt at komme i lære der, men det var det ikke. De havde for nyligt overtaget butikken, med en lærling, som skulle færdigudlæres, og efter hende ville de ikke have en ny. Min skuffelse var selvfølgelig stor, men så måtte der jo findes noget andet. Og jeg fandt ret hurtigt en læreplads, nemlig i Haarby Isenkram. Min skepsis var stor. Mig og isenkram ? Men allerede dengang hang lærepladser ikke på træerne, så en god læreplads skulle man ikke kimse af.
En dag var jeg i Glamsbjerg Boghandel som kunde, da de spurgte mig, om jeg stadigvæk kunne tænke mig, at komme i lære der, de havde nemlig besluttet, at de alligevel gerne ville have en ny lærling. Om jeg ville ? Jeg sagde ja lige på stedet, og gik hjem og ringede til Haarby Isenkram, og sagde, at jeg alligevel ikke kom.
Så i sensommeren 1976 startede jeg som lærling i Glamsbjerg Boghandel. Det er en tid jeg husker som intet mindre end fantastisk. Jeg fik lov til at prøve alt. Jeg ekspederede, jeg disponerede til sidst alt i kontorartikler, og prøvede også at være "alene hjemme" da Doris og Ole var på ferie. En af mine gode venner, Hanne, var udlært i boghandel i Vestjylland, og hun var min hjælper mens de var væk. Vi havde det så sjovt. Jeg kom meget sammen med hende, og hendes mand Ove.
Også boghandlerens børn, Helle og Per, var blandt mine venner, og en af drengene fra realen, Steen, forblev også en god ven. Vi var bl.a. sammen på Inter-Rail i sommeren 1975, hvor vi besøgte München, Rom og Paris, men Steen blev syg, og vi måtte tage hjem noget tidligere end planlagt.
Hjemme på Pilevænget blev der bygget flere og flere nye huse, og i nr. 9 flyttede Karin og Børge ind. De blev nogle af mine allerbedste venner i disse år, og venskabet holdt ved da jeg flyttede hjemmefra, og til Diernæs, men da jeg senere drog til Jylland, løb det desværre ud i sandet.
Jeg har tilbragt mange aftener og dage sammen med dem.
Da Vestfyns Amatørscene blev stiftet var jeg med fra starten, og vi havde nogle gode år, med gode forestillinger, de fleste spillet i Køng Forsamlingshus, men det blev også til nogle på Gummerup Skole, på Boserup Minde, og en friluftsudgave af Gustav Wieds "Kærlighed" ved Hjemstavnsgården i Gummerup. Min størte rolle var da jeg spillede kriminalinspektør Trotter i Agatha Christie's megasucces "Musefælden". En stor rolle, men også en spændende en. I disse år lærte jeg mange sjove mennesker at kende med samme interesse, bl.a. Ebba Møller, Manja Schlunke, Max Madsen, Britta Christoffersen, Aage Hansen, Anna-Lise Helner, Joan Kildemoes, Finn Hansen. Lis Brandt, Else Skaaning, Peter Jørgensen, Inge Johansen og mange flere.
Jeg skrev også selv et af vore stykker, "Rebekkas julehjerte" som vi spillede i december 1981 i Køng Forsamlingshus.
Men da havde jeg jo været udlært længe, for allerede i 1978 begyndte jeg at køre frem og tilbage til Faaborg, til mit nye job i Alstrøms Boghandel.
Mig, Karl Erik og Karen. Taget et af de første år i Glamsbjerg
Boghandleren i Faaborg, Kaj Brandrup, havde bedt en repræsentant for et papirvarefirma om at kigge sig lidt omkring. Han havde nemlig brug for endnu en medarbejder til den nyåbnede store butik midt på gågaden i Faaborg. Repræsentanten kendte mig godt fra Glamsbjerg, hvor han jo også havde oplevet at jeg, som lærling, fik lov til egenhændigt at disponere indkøbene. Så det var på den måde jeg kom til Alstrøms Boghandel, en hæderkronet gammel forretning på det dejlige sydfyn. Lige efter at jeg begyndte der, fejrede forretningen 80 års jubilæum, samtidig med at Brandrup havde 40 års jubilæum som boghandler.
Jeg kom til at være der i næsten seks år, og set i bakspejlet, er det nogle af de bedste år i mit liv. En dejlig forretning, og ikke mindst nogle helt fantastiske kolleger, som jeg havde det allerbedste forhold til. Vi sås privat, og havde det i det hele taget rigtig, rigtig godt sammen. Dem savner jeg meget, men jeg flyttede jo selv så langt væk, det kommer vi tilbage til.
Lærlingen i forretningen da jeg ankom, hed også Flemming, så jeg blev i de år bare kaldt Stougaard. Han var en ualmindelig festlig fyr, vi havde frolkostpause sammen, og delte en stor interesse for musik.
Kirsten var den der tog imod mig, præsenterede mig for mine arbejdsopgaver og blev en sand ven. Kirsten var gift med Teddy dengang, men havde den store sorg, som berørte os alle meget, meget dybt, at han døde meget pludseligt og meget ung. Det var en sort tid, men senere fandt hun sammen med en af mine dilettantvenner fra Diernæs, Carlo. Og jeg ved fra en pludselig henvendelse på Facebook, at de stadig er gift og har det godt.
Lene, som var gift med en sømand, var meget alene hjemme, og det resulterede i, at vi en overgang mødtes i en videoklub.
Birgit, Lasse (som faktisk hed Gerda), og Hanne var de tre halvdagsdamer, som var lidt mere voksne end os andre, men hvor var de dog hyggelige, hver på deres måde.
Der var to damer på kontoret, Karin og Lisbeth, og især den ene, Karin, kom jeg til at kende godt. Hun boede i Falsled, og der kom jeg jo igennem om morgenen, så hun kørte med til Faaborg. Hende og hendes mand Bo besøgte jeg også flere gange, bl.a. til havnefest i Falsled.
Førstemanden i forretningen da jeg startede hed Michael, og det er et kapitel helt for sig, men det bliver ikke mig der skriver det. Han kørte nogle gange med mig hjem om aftenen, og blev så sat af i Horne, hvor han boede. Han var vistnok ud af 'den rette familie', og havde gode kontakter, men egentligt kom jeg aldrig til at kende ham særligt godt.
Han blev efterfulgt af Poul. Og det var virkelig den dimentrale modsætning til Michael. Langt hår og skæg, en rigtig hippietype, men en bragende dygtig fyr og med et herligt humør. Hvis han greb støvsugeren, var fru Brandrup ved at besvime, men sådan var han. Og så begyndte han til Brandrups store forbavelse, at tale om barselsorlov til mænd. Da hans kone fik job på Djursland, besluttede de at flytte, og så var det at Brandrup bad mig blive førstemand. Og det var jeg så til jeg rejste derfra.
Men der var flere herlige folk, nogle kom og gik i kortere og længere perioder, bl.a. lærlingen Lisbeth og den festlige Birthe fra Haarby. Hun besøgte mig i øvrigt en enkelt gang senere da jeg boede i Odder.
Og så må vi jo ikke glemme boghandler Brandrup og frue ! Uden tvivl et festligt par i Faaborgs højere cirkler. Med en historie og en tæt forbindelse til byen, som gik mange år tilbage. Under krigen var han blevet taget af tyskerne, og hun klarede så det derhjemme, med forretningen og de to små sønner.
Han var den joviale mand, som drev sin gode forretning, og gjorde det godt ! Han kunne være vanskelig, men aldrig urimelig. Hun kunne til gengæld godt være begge dele. Hun kunne bestemt have dage, hvor vi ikke synes hun var sjov at ha' med i butikken, mens andre dage var fulde af hendes latter, og hun havde en ganske udviklet sans for humor.
Når de inviterede til fest, hvilket de faktisk gjorde jævnligt, var de altid umådeligt festlige og gæstfri, jeg husker bl.a. en fest hvor politiet kom, og bad os dæmpe os. Jeg overnattede også hos dem nogle gange, hvis jeg f.eks. sneede inde, mens jeg var på arbejde.
Det blev til næsten seks år i firmaet for mig. Jeg havde en god stilling, og havde haft nogle utroligt spændende opgaver at arbejde med. Bl.a. var jeg med til skaffe alt materiale til Faaborg Gymnasium, da det blev bygget. Bøger i tonsvis skaffede vi hjem til dem. Lærebøger i hele klassesæt, og der skulle også opbygges et bibliotek. Derudover leverede vi bøger til 22 skoler og nogle biblioteker, og så var der selvfølgelig også butikken. Her havde vi, udover bøgerne, også en stor afdeling med kontorartikler.
Som førstemand var det mig der talte med repræsentanterne, og disponere vore bogindkøb, og det var gennem snak med dem, at jeg begyndte at overveje sådan et job.
I Faaborg lå en stor kontorforsyning, Hammer Hansen, og da de søgte en salgskonsulent, søgte jeg stillingen, og blev til mine store forbløffelse kaldt til samtale. Det foregik over en frokost på Haarby Kro, og det endte med, at jeg fik stillingen.
Så en morgen kørte jeg tidligere hjemmefra, for at tale med Brandrup inden de andre kom. Den morgen glemmer jeg aldrig, den står fuldstændigt klar, men også surrealistisk printet i min hukommelse.
Vi sad inde på Karins kontor, kun ham og mig, og jeg fortalte at jeg ville sige op. Han spurgte om det var lønnen der var noget galt med, for så kunne vi snakke om det. Men det var det jo ikke. Pludselig sagde han, at det var han ked af, for han havde jo forestillet sig, at jeg skulle overtage forretningen efter ham !!
Da var det mig der blev tavs, det havde aldrig strejfet mig, at det kunne blive aktuelt. Og så blev jeg i tvivl ......
Jeg skulle lige til at åbne munden og sige, at det lød spændende, og at jeg gerne ville blive, MEN så gik døren oppe fra privaten op, og fru Brandrup kom ind. Han kaldte hende straks ind på kontoret, og jeg kan endnu høre ham sige: 'Hjørdis, kom lige her og hør hvad Stougaard fortæller'.
Da hun hørte at jeg skulle til Hammer Hansen, eksploderede verden nærmest om ørene på mig. Hun simpelthen skreg og hylede og skældte mig ud. På et tidspunkt var jeg lige ved at tro, at hun tabte sit gebis. Hun kunne slet ikke styre tænderne og de klaprede rundt i munden på hende. Hun sluttede af med at råbe, at jeg ikke skulle sætte griller i hovedet på nogle af de andre, for der skulle altså ikke være flere der rejste nu. Så gik hun og knaldede døren i, så glasdøren mellem Karins og Lisbeths kontorer stod og raslede.
Var kun kommet ned ganske få sekunder senere, kunne alt ha' set anderledes ud idag. Måske havde jeg været boghandler i Faaborg. Men sådan kan livet nogen gange ændre sig på ganske få sekunder. Måske var der en mening med det hele, for var jeg ikke rejst, var der jo ting jeg ikke havde oplevet, og som jeg ikke ville være foruden.
I øvrigt fik jeg en skideballe mere samme formiddag af hende, men husker ikke så meget af hvad hun sagde, jeg kan bare huske at hun var så ophidset, at hun ikke kunne binde snørene på det forklæde hun var ved at tage på.
Men resten af min tid der faldt sindene da til ro, og vi skiltes i al fred og fordragelighed.
Mens jeg var i Alstrøms Boghandel flyttede jeg hele to gange. Hjemme fra Glamsbjerg og til Faaborg i 1982, i en kælderlejlighed på Prices Havevej, og senere samme år købte jeg hus i Diernæs, lige uden for Faaborg.
Der skete en del på den private front i denne periode, og det vender jeg tilbage til i næste kapitel.
Alstrøms Boghandel midt på gågaden i Faaborg. Seks uforglemmelige år var jeg ansat der.
Masser af forandringer på både godt og ondt.
Det første opbrud i min familie kom, da min søster besluttede sig for at flytte hjemmefra. Hun havde gennem længere tid haft en kæreste , Kaj, og nu skulle de også være forældre. Samtidig stod de for at flytte helt til Sjælland, og i noget der lignede en mindre snestorm drog de til Bårse på Sydsjælland, hvor de havde købt et lille hus helt ude på landet, på Bårse Nakke. Ikke langt fra Bårse Runddel, som Flemming Jensen senere gjorde berømt.
Her fik de d. 25. marts 1980 deres datter Kathe, og alle i familien var superglade, ikke mindst mormor, som nu blev oldemor. Det var hun meget stolt af.
Desværre fik hun ikke så meget glæde af oldebarnet, for kort før Kathes 1-års fødselsdag døde hun på Assens Sygehus, efter nogle måneders hård og ubarmhjertig sygdom, der endte med en amputation af det ene ben, få dage før hun døde. Det var en stor sorg i familien, og i hele nabolaget. Hele kvarterets mormor var væk !
Jeg var jo opvokset hos min mormor og morfar, så jeg synes det var frygteligt at miste hende, som faktisk havde været mere mor for mig, end min mor.
Jeg overtog hendes lejlighed, og arvede en del møbler o.lign. efter hende, og fik indrettet min første egen hybel.
Jeg arbejdede nu i Faaborg, og tjente ganske gode penge, og de skulle jo også bruges til noget. Og det blev bl.a. endnu en tur til mit elskede London, men også to andre og helt fantastiske ture. Jeg var i Israel med base i Jerusalem, og så dette utrolige land, med den så forfærdentlige hårde skæbne, og skræmmende historie. Her lærte jeg et ældre par fra Randers at kende. Jordens sødeste mennesker, Nina og Egon. De besøgte mig på Fyn senere, og jeg besøgte dem flere gange i deres dejlige lejlighed på Hobrovej i Randers. Desværre døde Egon, og kontakten til Nina løb lidt efter lidt ud. Gad vidst om hun lever endnu ..??
Jeg var på en anden, og aldeles anderledes tur. Den gik til Marokko, hvor vi var på busrundtur, og sluttede af med nogen afslappende dage på Costa del Sol i Spanien.
To lande med meget forskellige kulturer, men det var nogle fantastiske oplevelser.
Jeg hyggede mig meget i min lejlighed, men det var jo bare i den anden ende af huset. Så rigtigt hjemmefra var det jo ikke, og jeg begyndte så småt, at kigge mig om efter noget andet.
Os der var tilbage, nu da Karen og mormor var væk, kunne jo godt mærke, at stemningen mellem vore forældre ikke var som den skulle være. Min mor havde, hånden på hjertet, udviklet en afhængighed. Hun drak desværre lidt for meget. Det var ikke sådan at vore forældre skændtes, tværtimod, de talte aldrig sammen. Jeg ved snart ikke hvad der er værst ...
Men det hele holdt da sammen til efter Karl Eriks konfirmation i 1982, men så forandrede familien sandelig også karakter igen. Jeg var flyttet fra lejligheden, og til Prices Havevej ved Faaborg. Og mor var begyndt at se en del til en mand, der hed Svend Aage. Da han begyndte at komme i vores hjem, også når far og vi andre var der, måtte det stoppe.
Det kom det til under forhold, der godt kunne have været anderledes, det vil jeg gerne medgive. Mor, far, min farbror Svend og tante Magde fra Tjørring ved Herning, mine gode venner Karin og Børge og jeg, var nogle gange rendt sammen, og havde haft nogle sjove fester. Og det var de altså: Meget sjove !
Den sidste vi holdt var hos Karin og Børge hjemme på Pilevænget, og det ene ord tog det andet, og jeg endte i en diskussion med min mor. Hun fortalte, at hun ville flytte sammen med Svend Aage, og det kunne jeg kun støtte hende i, hvis det var det hun ville, og det ville nok også gi' lidt mere ro derhjemme. Men samtidig gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke syntes, at Karl Erik skulle flytte med hende.
Jeg tror nok den var svær at sluge for hende, men det gik hun med på, og så flyttede hun !
Det var da en svær tid, jeg var jo flyttet hjemmefra, og Karen var på Sjælland, og har senere fortalt mig, at hun intet vidste om hvad der skete, før mor var flyttet.
Men jeg vil stadig idag påstå, at det var det bedste der skete.
Mor fik sin Svend Aage, som vi børn bestemt ikke var vild med, men sådan er det vel meget normalt at reagere, og hvordan deres liv var sammen, ved jeg såmænd ikke. Jeg kom der da jævnligt, men havde ikke indtryk at den store lykke. Der var med mellemrum lidt for mange øller på bordet, og et par blå øjne i ny og næ. Da de begge nogle år senere blev syge, tror jeg faktisk de havde deres bedste tid, og jeg tror bestemt de holdt meget af hinanden, og mor virkede gladere end de sidste år på Pilevænget.
Ved denne lejlighed fik vi nærmest en stak nye halvsøskende, men lærte dem nu ikke så godt at kende, den eneste var Svend Aages datter, Helle. Hun gjorde til gengæld et stort og godt indtryk, en festlig pige, og hende og hendes mand var os faktisk til stor støtte da mor blev rigtig syg og døde. Men det kommer vi til senere.
Far og Karl Erik blomstrede virkelig op. De år som Karl Erik kom til at bo alene med far, har været utrolig vigtige for dem begge, og det forhold de fik til hinanden var helt unikt. Da Karl Erik rejste helt til Århus, og begyndte på Journalisthøjskolen, var far da stolt som en pave, og lidt nervøs, men Karl Erik kom til at gøre ham stolt masser af gange. Bl.a. da han interviewede Hillary Clinton i TV, og da han begyndte at få udgivet bøger, og i den forbindelse var i Go'morgen Danmark. Da var far ikke til at skyde igennem.
Jo, man må da sige at det var nogle år hvor meget ændrede sig i vores familie.
På arbejdet i Alstrøm Boghandel trivedes jeg godt, og min tidligere omtalte kollega Kirsten, hvis mand døde pludseligt, kunne pludselig en dag præsentere mig for et hus, som hun troede lige ville passe til mig. Hendes svigermor var også lige død, og familien havde haft nok at tænke på med to dødsfald så tæt på hinanden, så de ville sælge svigermoderens hus hurtigt og billigt.
Jeg kiggede på det, og så købte jeg Viekærvej 9 i Diernæs. Det var billigt, men det var i 1982 hvor renten var på 21%, så der var ikke meget at slå til Søren med.
Jeg kom hurtig på god fod med naboerne, Alma som boede i nr. 11, og især Helle og Kalle som boede overfor. Om dem, og hvad jeg ellers brugte tiden på i Diernæs følger i næste kapitel
Mig, Karen og Kathe.
Juleaften på Bårse Nakke
DU SKULLE OGSÅ PRØVE .......
Lav din egen hjemmeside!
Vi bruger 123hjemmeside til at lave vores hjemmesider og fotoalbums på nettet.
Det er nemt og enkelt.
Der findes over 200 kreative skabeloner, og du er igang med din egen hjemmeside på bare 3 minutter!
Prøv det selv gratis ved at klikke her:
http://www.123hjemmeside.dk/
|
|
 |
|
|
|